Du køber bolig med en partner
Som par kan I have behov for at sikre hinanden økonomisk, hvis I køber en ny bolig sammen.
Uanset hvor godt jeres helbred er nu, er der en risiko for, at enten du eller din partner bliver invalid eller dør inden pensionsalderen. Når du og din partner flytter sammen, bør I tænke over det samme, som hvis I blev gift. Det kan også være, at I bør udfylde en begunstigelseserklæring, så I er sikre på, at I hver især får pengene og er økonomisk sikret, hvis uheldet skulle være ude.
Din pensionsordning kan desuden være med til at sikre dig og din familie. Afhængigt af, om du og din partner er gift eller samlevende, er I dækket forskelligt i forhold til invaliditet eller død. Herudover afhænger reglerne for udbetalinger af børnepension af, om der er tale om dine, din partners eller jeres fælles børn.
Du får børn
I mange familier er der både dine, mine og måske også vores børn. Har du en samlever, skal du være opmærksom på, hvem der får udbetalingerne ved din død. Det kan have økonomiske konsekvenser for dem, der er tilbage. Tænk over, om du har begunstiget de rigtige i din pensionsordning. Måske er et testamente en god idé for jeres familie.
Eneforsørger
Er du eneforsørger, er det særligt vigtigt, at du tager stilling til, hvordan dine børn skal klare sig, hvis du dør. Børnepensioner ved invaliditet og død udbetales hver måned, indtil børnene fylder 21 år. Det afhænger af pensionsordningen. Selv om børnene måske ikke længere er helt små, så kan børnepension være en god økonomisk håndsrækning, hvis du ikke selv kan bidrage. Pensionerne beskattes i børnenes personlige indkomst.
Du går på barsel
Inden du går på barsel, skal du undersøge, om du indbetaler til din pensionsordning, mens du er på barselsorlov. Det afhænger af din overenskomst.
Det er ikke sikkert, at indbetalingen til din pension fortsætter, mens du er på barselsorlov. Hvis du har barsel med fuld løn, vil der automatisk blive indbetalt til pension af din løn, men er det ikke tilfældet, afhænger det af dit ansættelsesforhold, om der bliver indbetalt pension under din barsel.
Inden du går på barsel, bør du derfor tage stilling til, om du selv vil indbetale til din pension og dermed fortsætte din pensionsopsparing, eller om du vil beholde dine forsikringer i en periode uden at indbetale. Prisen for forsikringerne bliver trukket i din opsparing eller senere indbetalinger, og du kan komme ud for, at din pension bliver mindre under din barsel.
Du bliver gift
Når du er blevet gift, bør du og din partner tage stilling til, hvordan I sikrer hinanden økonomisk.
De fleste familier tilrettelægger deres liv baseret på to indkomster. Som ægtepar har I måske bolig eller andre store fælles udgifter og er afhængige af hinandens indtægter. Derfor er det en god idé at undersøge, om I begge er sikrede økonomisk.
Er din ægtefælle dækket, hvis du dør?
Når du bliver gift, bør du overveje at have en ægtefællepension tilknyttet din pensionsordning. Med en ægtefællepension kan du eksempelvis sikre, at din ægtefælle kan blive boende i jeres hjem og opretholde sin levestandard, hvis du skulle dø. Derfor er det vigtigt, at du tjekker din ægtefællepension og sørger for, at den kan dække tilstrækkeligt og sikre din ægtefælle økonomisk, hvis uheldet skulle være ude.
Du kan også vælge at ændre din ægtefællepension til en livsvarig ægtefællepension, der bliver udbetalt til din ægtefælle, så længe han eller hun lever.
Er I sikret, hvis du mister evnen til at arbejde?
Afhængigt af din specifikke pensionsordning er du sikret økonomisk, hvis du mister evnen til at arbejde. Det er derfor vigtigt, at du som nygift får taget stilling til, om din invalidepension dækker tilstrækkeligt, eller om den skal hæves, så du og din ægtefælle kan blive boende i jeres bolig, hvis uheldet skulle være ude.
Hvis du får konstateret en vis form for kritisk sygdom og er omfattet af gruppeforsikringen, kan du desuden få udbetalt en sum på 100.000 kr.
Du skal skilles
Pensioner, der er oprettet som led i din ansættelse, skal som udgangspunkt ikke deles ved skilsmisse.
Anderledes står det til med supplerende private indbetalinger og indskud, der som udgangspunkt skal deles ved skilsmisse. Her er der dog en undtagelse, hvis de ekstra indbetalinger er foretaget for at bringe den ægtefælle, som er dårligst stillet økonomisk, på niveau med den anden ægtefælle.
Ægtefællepension og skilsmisse
Hvis du har en pensionsordning med ægtefællepension, bevarer din fraskilte ægtefælle i visse tilfælde retten til ægtefællepension efter en separation eller skilsmisse. Retten til ægtefællepension kan dog som udgangspunkt kun blive opretholdt, hvis du har bidragspligt over for din fraskilte ægtefælle, og I har været gift i mere end fem år.
Som hovedregel kan du fravælge ægtefællepension med fremadrettet virkning, indtil du fylder 60 år, eller indtil du eventuelt får tilkendt invalidepension. Skal du betale bidrag til din tidligere ægtefælle, kan du dog ikke umiddelbart ændre ægtefællepensionen, før bidragspligten ophører, medmindre din fraskilte ægtefælle har givet samtykke til ændringen. Kontakt os, hvis det bliver aktuelt.
Kompensation til fraskilt ægtefælle
Ved skilsmisse skal I tage vigtige beslutninger om, hvordan pensionsordningerne skal deles.
Hvis der er stor forskel på din og din ægtefælles pension, skal den af jer med den største pensionsopsparing måske betale kompensation til den anden.
I sidste ende er det skifteretten, der bestemmer, om der skal ske en eventuel kompensation. Det sker ud fra en vurdering af jeres samlede økonomiske situation. I kan dog altid vælge at lave en frivillig aftale om dette.
Kompensation kan komme på tale, hvis den ene ægtefælle har været hjemmegående eller på nedsat tid af hensyn til børn og familie (fællesskabskompensation), eller hvis I har været gift i mere end 15 år, og der er stor forskel i jeres pensioner (rimelighedskompensation). I skal have været gift i mere end fem år, før der kan blive tale om kompensation.
Hvem skal have pengene fra din pension?
Hvis du skal skilles, bør du gennemgå, hvem du har begunstiget på din pensionsordning ved din død. Hvis du har begunstiget nærmeste pårørende, er din ægtefælle ikke længere berettiget til udbetalinger, når I bliver separeret. Det er kompliceret på forhånd at aftale noget om deling af livsvarige alderspensioner ved skilsmisse. Kontakt en advokat.